Raundahl & Moesby´s egen solcellepark
Raundahl & Moesby har netop sat sin egen solcellepark i drift ved Simmelkær i Midtjylland. Anlægget er dimensioneret til at producere omkring 2 Gigawatt-timer om året, svarende til det samlede strømforbrug på tværs af alle sine byggepladser og kontorer.
Solcelleparken er opført på en uudnyttet industrigrund på ca. 25.000 m2. Grunden er nøje udvalgt med henblik på at undgå at belaste naturen, og der er taget særligt hensyn til både mennesker, dyr og omgivelser. For eksempel er anlægget placeret bag eksisterende beplantning, så naboer fortsat har udsyn til træer og krat fremfor solpaneler.
Der er også etableret insekthoteller, vådområde og skjulesteder for padder og smådyr for at styrke biodiversiteten.
LCA - en del af parken
Et vigtigt element i projektet har været at gennemføre en Life Cycle Assessment (LCA) – en beregning af anlæggets samlede miljøpåvirkning over dets levetid. Det viste sig imidlertid vanskeligt at få adgang til de nødvendige data fra solcellebranchen.
Efter grundig research lykkedes det dog vores bæredygtighedsspecialister at udarbejde en LCA-beregning, som viste, at den miljømæssige tilbagebetalingstid konservativt vurderet vil være 5-7 år.
Med solpanelernes forventede levetid på minimum 20 år betyder det, at anlægget vil give et markant positivt bidrag til den grønne omstilling i resten af sin levetid.



