Skip to main content

Raundahl & Moesby fortsætter væksten. Seks år efter opstarten har virksomheden nu over 60 ansatte og en omsætning på mere end en milliard kroner. Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab for 2019.

Omsætningen steg med 59 pct. til 1,06 mia. kr., mens indtjeningen fulgte med opad. Således endte resultatet før skat på 69,53 mio. kr. mod 52,72 mio. i 2018.

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige noget banebrydende om årsagen til den store vækst, men det handler om helt klassiske dyder som en knusende dygtig og engageret medarbejderstab, og et meget stærkt fokus på at skabe værdi for vores kunder”, siger adm. direktør Carsten Raundahl.

Markant fremgang i Øst Efter nogle år med fokus på især Østjylland, Aalborg, Trekantområdet og Odense etablerede Raundahl & Moesby i efteråret 2017 et datterselskab i Hovedstaden med markedsområde øst for Storebælt.

”Efter en kontrolleret start med bevidst satsning på mindre opgaver er vi for alvor begyndt at indgå aftaler om større byggerier. Omsætningen i Øst er som følge heraf steget fra 41 mio. kr. i 2018 til 183 mio. kr. i 2019, og medarbejderstaben talte ved udgangen af året 14 personer”, fortæller Carsten Raundahl.

Han forventer, at afdelingen i Østdanmark kommer til at udgøre en stadig større andel af Raundahl & Moesbys samlede forretning, og på forholdsvis kort sigt forventes de to markedsområder øst og vest for Storebælt at have samme størrelse.

Læs vores pressemeddelelse vedr. regnskabet for 2019 her.