Totalentreprenør med stærkt overskud, solid egenkapital og klar strategisk position i et marked i bedring.
Totalentreprenør Raundahl & Moesby A/S med kontorer i Aarhus og København samt filialkontor i Odense leverede i 2025 et markant forbedret resultat. Årets resultat før skat i koncernen udgør 86,9 mio. kr. mod 59,2 mio. kr. i 2024, svarende til en fremgang på 46 procent.
Resultatet vurderes som tilfredsstillende og bedre end forventet.
Omsætningen udgjorde 1.383 mio. kr., hvilket er et fald på 6 procent i forhold til året før. Faldet skyldes primært, at flere projekter er blevet udskudt som følge af længere tilblivelsesprocesser og politiske godkendelser – ikke tab af ordrer. Projekterne forventes i stedet at bidrage til aktivitetsniveauet i de kommende år.
Samtidig er koncernens egenkapital steget til 411 mio. kr., hvilket giver et meget stærkt finansielt udgangspunkt og betydelig robusthed i en branche præget af fortsat kompleksitet og stigende dokumentationskrav.
Uændret adfærd
Den markante resultatforbedring hænger ifølge administrerende direktør Carsten Raundahl især sammen med, at man i 2025 havde afsluttet alle projekter, der blev indgået aftaler om, før byggebranchen blev ramt af store prisstigninger i 2022.
”Vi har altid haft det princip, at udfordringer med økonomien i de enkelte projekter ikke skal ændre vores adfærd i forhold til vores bygherrer,” fortæller direktøren. ”Den tillid, det giver i markedet, kommer os nu til gode efter nogle lidt sværere år i 2023 og 2024, hvor vi i stor udstrækning selv stod på mål for de høje leverancepriser i projekterne i stedet for at videreføre dem til vores bygherrer.”
Marked i bedring – stærke samarbejder
2025 har været præget af et ejendomsmarked i gradvis bedring. Faldende renter i 2024 og øget investortillid har ført til en markant stigning i transaktionsmarkedet for investeringsejendomme, som i 2025 voksede med mere end 30 procent i forhold til året før. Danske pensionskasser har været blandt de mest aktive investorer.
I 2025 har Raundahl & Moesby udbygget samarbejdet med institutionelle investorer og har i 2025 haft igangværende projekter med blandt andet AP Ejendomme, ATP og Pensam. Samtidig er man i dialog med flere andre pensionskasser om kommende byggerier.
Bæredygtighed som politik
Raundahl & Moesby har i 2025 yderligere styrket sin position inden for bæredygtigt byggeri. Virksomheden er blandt de førende entreprenører i Danmark, når det gælder byggeri efter EU-taksonomiens artikel 7.1, og har allerede afleveret flere projekter efter denne standard.
Samtidig har virksomheden reduceret sin CO₂-belastning markant gennem investering i egen solcellepark, der blev sat i drift i maj 2025, og som i 2025 dækkede 79 procent af elforbruget på kontorer og byggepladser. Med et helt års elproduktion fra og med 2026 er det målsætningen, at solcelleparkens produktion af grøn strøm skal modsvare hele virksomhedens samlede elforbrug.
Bæredygtighed er en grundlæggende politik for Raundahl & Moesby, påpeger Carsten Raundahl: ”Vi ønsker med vores initiativer at udvise handlekraft, både nu og fremadrettet og påvirke byggebranchen i en mere bæredygtig retning, og det glæder os, at vi ofte bliver inviteret med i mange forskellige sammenhænge for at præsentere vores tilgang til bæredygtighed.”
Forventninger til 2026
For 2026 forventer Raundahl & Moesby en omsætning på omkring 1,4 mia. kr. og et resultat før skat på cirka 65 mio. kr. Prognosen afspejler et fortsat højt aktivitetsniveau, men også øgede kapacitetsomkostninger og en hård vinterstart, der har påvirket byggepladserne.
Virksomheden går ind i 2026 med en solid ordrebeholdning, stærk likviditet og en omfattende pipeline af projekter, der rækker flere år frem.
