Skip to main content

GF Huset i Odense tager form

Raundahl & Moesby står bag opførelsen af GF Huset, som nu går ind i en anden fase. Mens selve råhuset er færdiggjort, er de indvendige arbejder allerede i gang, og de vil blive intensiveret over det næste års tid. I dag er der rejsegilde. Og huset er en vigtig brik i en større udvikling af Odense.

“Vi er stolte af at kunne bidrage til den fortsatte udvikling af Odense med et så ambitiøst og fremtidssikret byggeri. Cortex Park med bl.a. GF Huset passer fint ind i samspillet mellem Universitetshospitalet, Syddansk Universitet og udviklingen af andre bydele.

De forskellige projekter repræsenterer arbejdspladser, uddannelse og udvikling af bolig- og erhvervsområder indgår i en symbiose og styrker hinanden gensidigt. I AP Ejendomme er vi stolte af at bidrage til flere dele af planen,” siger Peter Olsson, administrerende direktør i AP Ejendomme, datterselskab af AP Pension, med henvisning til investeringen i GF Huset, et større kontorbyggeri i Vollsmose og senere nye boliger i bydelen.

”Denne første halvdel af byggeprojektet er gået efter planen takket være vores dygtige partnere og en kommune, der formår at løse udfordringer, når de opstår,” tilføjer han.

Borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel, glæder sig over, at GF Huset er med til at drive den fortsatte udvikling i Cortex Park:

”Det er stærkt at se, hvordan byudviklingen i Cortex Park – og sammenhængen til letbanen, der kører lige ude foran døren – er med til at tiltrække nye og vigtige investeringer, der igen løfter det samlede område og byen. Cortex Park er allerede i dag blevet en attraktiv og blandet bydel – og det kommer GF Huset til at bygge ovenpå. For mig er det et eksempel på, at vi med klog og målrettet byudvikling og kollektiv trafik kan skabe attraktive rammer – som igen trækker private investeringer med sig”, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Det nye GF Huset bliver ikke kun moderne rammer, som vil understøtte en effektiv drift. GF Huset kommer også til at leve op til nogle af de højeste standarder i byggebranchen.

Det er for eksempel et formuleret mål, at byggeriet skal klassificeres efter den nye EU- taksonomiforordning Artikel 7.1, hvilket betyder, at der arbejdes efter et meget ambitiøst mål for klimaet, og at der stilles store krav til den udførende entreprenør.

Det har været vigtigt for GF Forsikring, der dels sigter højt på klimamålene, dels har stillet krav til et ”sund fornuft byggeri”, hvor økonomi og funktionalitet spiller sammen.

Byggeri med bæredygtigt fokus

Af de samme grunde har AP Ejendomme valgt at samarbejde med totalentreprenøren Raundahl & Moesby om udvikling, design og opførelse af GF Forsikrings nye domicil. Peter Olsson fremhæver totalentreprenørens kompetencer:

”I AP Ejendomme sigter vi efter at gøre noget særligt for vores kunder. Derfor har vi styrket vores udviklingskompetencer – og vi har tætte samarbejder med de bedste i branchen. Raundahl & Moesby er bestemt en af dem, og vi bygger flere domiciler sammen i disse år. De kan noget helt særligt, som f.eks. at eksekvere inden for den nye EU-taksonomi 7.1.”

Hos Raundahl & Moesby har man opbygget erfaring og værdifulde kompetencer med udvikling og byggeri, der lever op til de omfattende krav i EU-taksonomiens Artikel 7.1.

Den medfører både, at der stilles strenge miljøkrav, at der er skærpet fokus på kemisk indhold i materialerne og ikke mindst, at både totalentreprenøren, underentreprenører og leverandører skal leve op til et sæt arbejdsregler, der kaldes sociale minimumsgarantier – hele vejen fra byggematerialernes produktion til det færdige byggeri afleveres.

CEO Carsten Raundahl fra Raundahl & Moesby A/S udtaler:

”Vores bygherre, AP Ejendomme, som vi kender fra flere andre byggeprojekter, viser også på dette projekt en stærk vilje til at søge innovative løsninger.

Her er der blandt andet lagt stor vægt på at udvikle en ejendom, der lever op til de nyeste standarder i byggebranchen inden for bæredygtighed og den grønne omstilling – en tilgang, som Raundahl & Moesby bidrager til med vores specialkompetencer inden for området.”

Medlemsejet virksomhed

GF Forsikring har været i Odense siden starten i 1967. Men år for år er selskabet vokset – og nu vokset ud af det eksisterende GF Hus, der understøtter 48 lokale kontorer spredt ud over hele landet.

”Vi er en medlemsejet virksomhed, så det har været vigtigt for os, at vi skaber gode og effektive rammer og samtidig leverer på vores klimaambition,” siger Mark Palmberg, administrerende direktør i GF og tilføjer:

”Vi vil opleve en kæmpe forskel i det nye hus,” understreger han. ”Vi effektiviserer pladsen med en moderne opbygning af arbejdsstationer, mødelokaler og et åbent miljø, ligesom vi får nogle meget grønne udearealer.”

Øvrige oplysninger

Det er statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, der oprindeligt ejede grunden, og de har i de sidste ca. 10 år stået i spidsen for udviklingen af Cortex Park til et attraktivt bolig- og erhvervsområde.

AP Ejendomme står som bygherre, og GF Forsikring bliver den kommende lejer af det nye domicil.

Totalentreprenøren Raundahl & Moesby har udviklet byggeriet i et designsamarbejde med PLH Arkitekter og med SWECO som rådgivende ingeniører. Raundahl & Moesby er endvidere ansvarlige for opførelsen af byggeriet, der afleveres som turnkey-løsning til AP Ejendomme.

På klimaområdet stiles der efter både at blive klassificeret i henhold til EU- taksonomiforordningen Artikel 7.1 og certificeret med DGNB Guld.

Der opføres i alt 16.200 kvadratmeter, hvoraf 3.400 er kælder.                                                                                                                                                                   

Læs mere om projektet under Projekter