Fra bar mark til moderne bydel
Skanderborg Bakker er i dag kendt som en af Østjyllands mest attraktive og moderne bydele, men historien begyndte helt anderledes – på en bar mark. Området ligger på et højtliggende plateau nordvest for Skanderborg med udsigt over Skanderborg Sø.
Visionen var at skabe en bydel, hvor naturen og udsigten er integreret i arkitekturen, og hvor grønne områder og stisystemer sikrer en harmonisk balance mellem boligliv og rekreative muligheder.
Helhedsplanen for Skanderborg Bakker blev udarbejdet i 2005 hos det tidligere Sjælsø Vest af de nøglemedarbejdere, der senere stiftede Raundahl & Moesby.
Det samlede udviklingsprojektet er blevet færdiggjort af Raundahl & Moesby i samarbejde med Arkitema. Udviklingen er sket etapevis over en periode på cirka 15 år og omfatter nu ca. 700 boliger fordelt på 34 hektar.
Grundideen var at sikre udsigt fra så mange boliger som muligt, hvilket skete ved at vende den udbudte plan ”på hovedet”, så de højeste bebyggelser blev placeret bagerst, hvor de danner ryg mod fordelingsvejen.
Bred vifte af boligformer
Området rummer en bred vifte af boligformer: Etageboliger på 50–115 m², rækkehuse, dobbeltvillaer, bungalows og parcelhusgrunde. De højeste punkthuse ligger mod nord som en visuel ryg mod motorvejen, mens lavere bebyggelser præger de sydlige dele.
Grønne kiler og stisystemer forbinder området med byen og sikrer rekreative muligheder. Disse kiler betyder samtidig, at der helt fra terrænniveau opnås udsigt over Skanderborg by og sø. Tunge og lette trafikanter er skilt ad, så biler ledes opad på grunden til fordelingsvejen, mens gående og cyklister bevæger sig nedad på grunden mod byen og banegården gennem en cykeltunnel.
I regi af Raundahl & Moesby blev området færdiggjort med etagebyggerier, rækkehuse og parcelhusgrundudbud. Projekterne, der er opført i perioden 2015 – 2019, er navngivet Highlander III, Highlander IV, Highlander V og Facethusene.
Skanderborg Bakker er et eksempel på moderne byudvikling, hvor udsigt, fællesskab og funktionalitet skaber rammerne for et attraktivt boligliv.
Som en del af udviklingsarbejdet blev der meget tidligt i forløbet igangsat en strategisk markedsføringskampagne, der positionerede Skanderborg Bakker som et attraktivt område med nye boligmuligheder. Resultatet af kampagnen var, at der var stor efterspørgsel efter boligerne, længe inden de første byggerier var afsluttet.
Læs mere om vores kompetencer, der strækker sig fra idé til ibrugtagning, og hvor vi kan medvirke i alle faser – som rådgiver, som partner eller som dem med det fulde ansvar.






