Raundahl & Moesby står sammen med Patrizia bag Tage Hansens Karré i forbindelse med udviklingen og transformationen af Amtssyge-huskvarteret i Aarhus.
Hele det nye boligområde omkring Aarhus Amtssygehus skal i fremtiden kunne rumme op mod 2.500 århusianere, og projektet er delt op i flere etaper.
Første etape består af nybyggeriet Tage Hansens Karré, der indeholder 206 leje-boliger, parkeringskælder og detailbutikker.
Klare historiske referencer
Byggeriet opføres parallelt med renoveringen og omdannelsen af Amtssygehusets gamle sengebygning, og det er en bunden opgave at få Tage Hansens Karré til at passe ind i de historiske rammer.
Planen for byggeprojektet er at skabe et klassisk tidløst karréprojekt, som har klare referencer til Axel Høgh-Hansens arkitektur på Amtssygehuset i en moderne nyfortolkning.
Tage Hansens Karré skal markere ankomsten til den ny bydel og lægge et højt kvalitets-niveau for hele området og skal samtidig skabe et motiv, som man i Aarhus kan genkende sig selv i og føle sig hjemme i.
Samvær, biodiversitet og bæredygtighed
Udearealerne indgår i projektet som en høj prioritet med et gårdmiljø, der lægger op til aktiviteter og samvær.
Byggeprojektet indeholder gennemtænkte grønne og biodiverse elementer og en arkitektur, som er lokalt forankret i området, i detaljen og taler til byens klassiske kvarterer i sit udtryk.
Der er også fokus på bæredygtigheden, og det færdige byggeri certificeres efter DGNB Platin-standarderne.
Læs mere om DGNB standarderne her
Tage-Hansens Gade 8, 8000 Aarhus, Denmark






