Sportens Hus og nyt atletikstadion
I Kongelunden i Aarhus opfører Raundahl & Moesby i projektteam med M.J. Eriksson A/S Sportens Hus med en ny træningshal samt nye og moderne faciliteter til bl.a. atletik, opvisningsidræt, kampsport, cykelsport og meget mere. Professionalisme, passion og en pragmatisk tilgang er nøgleordene til dette projekt, som er en opdatering af Idrætsbyen i Kongelunden.
Baseret på idrætsfaglige input
Som en meget central del af Sportens Hus ligger den nye træningshal, hvor bl.a. håndboldspillere og badmintonspillere får nye træningsmuligheder. Herudover tilføjes træningsfaciliteter i dedikerede lokaler til kampsport, styrketræning og cardiotræning.
For at sikre den idrætsfaglige indsigt har de primære brugergrupper: Atletik, Sportens Hus, Opvisningsidræt og Cykelsport leveret vigtige idrætsfaglige input til Raundahl & Moesbys projektteam. Således kan det nye Atletikstadion f.eks. anvendes til internationale stævner og lever op til kravene i World Athletics Facilities manual.
Elite og motion
Visionen er at skabe et idrætsanlæg, der understøtter fællesskabet blandt de mange forskelligartede brugere. Det skaber synergier på kryds og tværs sportsgrene – for både eliteudøvere og hverdagsmotionister.
Som en del af projektet indgår også café og loungeområder, der ligeledes inviterer til fællesskab uden for de egentlige sportsaktiviteter. De nye faciliteter spiller op til de eksisterende bygninger og tilføjer ny kvalitet til den nuværende opvisningshal, hvor VIP-området placeres, så der gives indblik både til den nye træningshal og til elitekampe i den store, eksisterende opvisningshal.
Historisk kulturmiljø
Arkitektonisk fremhæves kompositionen af de røde facader med en sammenhæng til de eksisterende bygninger og det samlede historiske kulturmiljø. Projektets facader fremhæves desuden for sin åbenhed mod sine omgivelser og oplevelsen mellem ude og inde.
Bæredygtighed og genanvendelse
I projektet er der taget stort hensyn til bæredygtighed og genanvendelse af elementer fra det tidligere stadion. For eksempel skal den nye tribune på atletikstadion, med plads til cirka 1.500 tilskuere, bygges med sæder og stålkonstruktion, der er genbrugt fra det gamle fodboldstadion, som er revet ned.
Det er et idrætsanlæg, der tager hensyn til både de historiske rammer, moderne byggeprincipper og skovens karakter, og som samtidig inviterer til bevægelse, fællesskab og store oplevelser – for både eliteudøvere og hverdagsmotionister.
Stadion Allé 70, 8000, Danmark














