Ny bydel
Fra festivalplads til fremtidens bykvarter
I Ådalen i Åbyhøj har BRICKS og Raundahl & Moesby påbegyndt udviklingen af en ny bydel med op mod 700 boliger fordelt på flere karakterfulde kvarterer mellem Søren Frichs Vej og Aarhus Å. Med byliv i gadeplan, grønne forbindelser og arkitektur inspireret af Aarhus' egen byggeskik skal området udvikle sig til et levende og mangfoldigt kvarter med stærk lokal identitet.
Projektet omdanner det tidligere NorthSide-festivalområde til flere sammenhængende bykvarterer, der kombinerer nærhed til midtbyen med adgang til natur, rekreative områder og infrastruktur. Den nye bydel lægger sig op ad Aarhus Kommunes vision for ”Det Nye Brokvarter” og udvikles med fokus på arkitektonisk kvalitet, varierede boligtyper og et aktivt hverdagsliv mellem husene.
Et kvarter med flere identiteter
Bebyggelsen disponeres som tre forskellige bykvarterer med hver deres karakter. Langs Søren Frichs Vej placeres de mere urbane bykarréer, mens bebyggelsen gradvist nedtrappes mod Aarhus Å, hvor mindre og mere intime boligmiljøer skaber en naturlig overgang til landskabet. Hensigten er at skabe variation i både arkitektur, boligudbud og oplevelsen af området.
Byliv, fællesskab og grønne omgivelser
Projektet forener boliger med butikker, fællesfunktioner og opholdsarealer, der skal bidrage til et aktivt lokalmiljø. Planerne omfatter blandt andet bylivsskabende funktioner i stueetagerne, kreative legepladser, fælleshuse, kunstneriske elementer og mødesteder, der styrker fællesskabet og identiteten i området.
Nærheden til Aarhus Å og Brabrandstien udnyttes til at skabe grønne forbindelser, opholdsrum og rekreative områder, så landskabet bliver en integreret del af bydelen.
Arkitektur med afsæt i Aarhus
Arkitekturen tager afsæt i kendte aarhusianske byggetraditioner fortolket i et nutidigt formsprog. Projektet er udviklet i samarbejde med CEBRA, MBY Land og et.ARKITEKTER, som har arbejdet med at skabe en bebyggelse, der både respekterer stedets karakter og tilfører nye kvaliteter. Inspirationen hentes blandt andet fra nyere aarhusianske boligprojekter, hvor klassiske elementer som saddeltage, kviste og bearbejdet murværk fortolkes moderne.
Raundahl & Moesby udvikler projektet i samarbejde med BRICKS med ambitionen om at skabe mere end enkeltstående bygninger. Målet er at udvikle hele bykvarterer, hvor boliger, landskab og byrum tænkes sammen i en helhedsorienteret løsning med fokus på langsigtet kvalitet og stærk identitet.
47, Søren Frichs Vej, Åby, Åbyhøj, Aarhus, Aarhus Kommune, Region Midtjylland, 8230, Danmark







