Skip to main content

Nyt forsikringsdomicil i Cortex Park, Odense

Byggeriet af et nyt domicil til GF Forsikring i Odense er nu for alvor gået i gang. AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, og totalentreprenøren Raundahl & Moesby tog her til eftermiddag første spadestik til byggeriet.

Sammen med totalentreprenøren Raundahl & Moesby har AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, netop taget første spadestik til ”GF Huset”, som det kommer til at hedde, på en 4.900 kvadratmeter stor grund i Cortex Park i Odense.

Ved arrangementet, som fandt sted på byggegrunden i Cortex Park, deltog også Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), og rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Søren Windell (K). Efter planen flytter GF Forsikring ind i den nye bygning, som AP Ejendomme bliver ejere af, i løbet af 2026.

 

Et bidrag til både byens og GF’s udvikling
Administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, er glad for, at der nu er blevet taget første spadestik til byggeriet af ejendommen, der bliver på i alt 16.200 kvadratmeter, hvoraf 3.400 af dem er kælder.

“Vi er stolte af at kunne bidrage til den fortsatte udvikling af Odense med et så ambitiøst og fremtidssikret byggeri. Det nye domicil til GF Forsikring bliver ikke kun moderne, men kommer også til at leve op til nogle af de højeste standarder i branchen.

Det er for eksempel et formuleret mål, at byggeriet skal klassificeres efter den nye EU-taksonomiforordning Artikel 7.1, hvilket betyder, at der arbejdes efter et meget ambitiøst klassifikationssystem.”, fortæller administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

Vi ser frem til at følge byggeriet og skabe en ejendom, der kan understøtte GF Forsikrings fortsatte vækst og udvikling i mange år fremover. Det er en vigtig del af vores strategi at investere i projekter, der både skaber værdi for vores samarbejdspartnere og for samfundet som helhed.”

 

Nye og bedre rammer i Odense
For GF Forsikring betyder spadestikket, at selskabet fortsat vil have base i Odense, hvor selskabet har haft sin base siden sin start i 1967.

“Vi er enormt glade for, at vi sammen med AP Ejendomme og Raundahl & Moesby nu har taget første spadestik til vores kommende domicil – GF Huset. Med 48 lokale kontorer spredt ud over alle hjørner af Danmark, er GF Husets placering midt i landet ideel.

Vi er vokset meget de senere år og mangler derfor plads på Jernbanevej i Odense NV. Med den nye placering får vi ud over mere plads også lettere adgang til både motorvej og offentlig transport.

Og med det nye GF-hus får vi mulighed for en mere fleksibel indretning, som både vil komme medarbejderne og husets gæster til gode,” siger administrerende direktør i GF Forsikring, Mark Palmberg

 

Byggeri med bæredygtigt fokus
Totalentreprenøren bag projektet er Raundahl & Moesby, som også har bidraget til udviklingen af det nye domicil, mens PLH står bag designet. Peter Olsson ser med spadestikket frem til et nyt og godt samarbejde med Raundahl & Moesby.

”Raundahl & Moesby har haft stor betydning for dette projekts succes. Totalentreprenøren har siden start været en afgørende del af, at vi nu er nået til, at vi nu har taget første spadestik til ejendommen.

Vi er ikke i tvivl om, at det gode samarbejde, som vi fra start har haft med Raundahl & Moesby også fortsætter i resten af processen. Vi stiler efter, at ejendommen både bliver klassificeret i henhold til EU-taksonomiforordningen Artikel 7.1 og bliver certificeret med DGNB Guld, og her kommer Raundahl & Moesbys arbejde under byggeriet til at spille en stor rolle.

Vi føler os overbeviste om, at totalentreprenøren på allerbedste vis vil realisere de mange planer, som vi har for ejendommen” fortæller Peter Olsson.

Hos Raundahl & Moesby ser de frem til for alvor at gå i gang med opførelsen af ejendommen.

"Ja, vi glæder vi os over at komme i gang her i Cortex Park. Vores bygherre, AP Ejendomme, som vi kender fra flere andre af vores byggeprojekter, viser også på dette projekt en stærk vilje til at søge innovative løsninger.

På GF Huset er der blandt andet lagt stor vægt på at udvikle en ejendom, der lever op til de nyeste standarder i byggebranchen indenfor bæredygtighed og den grønne omstilling – en tilgang, som Raundahl & Moesby bidrager til med sin klare holdning til området. På dette byggeprojekt kan vi virkelig bringe vores special-kompetencer i spil med løsninger, der opfylder klassificeringskravene i EU-taksonomiens artikel 7,1.  

Jeg er overbevist om at GF Forsikring får et imponerende hovedkvarter til stor glæde for deres medarbejdere,” udtaler CEO Carsten Raundahl fra Raundahl & Moesby A/S

 

Attraktivt bolig- og erhvervsområde
Det er statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, som har solgt grunden, og de har i de sidste ca. 10 år stået i spidsen for udviklingen af Cortex Park til et attraktivt bolig- og erhvervsområde. Også her er der stor glæde at spore:

“Cortex Park har i de seneste år været igennem en fantastisk udvikling og udgør i dag et meget centralt og attraktivt område i Odense. Byggeriet af ‘GF Huset’ understreger Cortex Parks vigtige position i Odense,” udtaler Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme

 

Grund til udfoldelse

Med den nye infrastuktur, herunder Letbane og lette adgang til motorvej er Cortex Park et attraktivt bolig- og erhvervsområde. Derfor har Raundahl & Moesby også erhvervet sig nabogrunden til GF Huset, og afsøger lige nu markedet for, hvordan denne unikke grund kan blive en attraktiv adresse for et eventuelt erhvervsdomicil, kontorhus eller hotel.

Læs mere om grunden her