Nyt om Raundahl & Moesby´s byggeprojekt, Skovhusene i Risskov.
Skovhusene Nord er et af de boligprojekter, som Lærernes Pension Ejendomme har udviklet i Bindesbøll Byen, et område, der omdanner det tidligere Psykiatriske Hospital i Risskov til et attraktivt boligområde med naturskønne omgivelser. Beliggenheden er ideel, tæt på skov, park, strand og det livlige bymiljø i Risskov, Trøjborg og Aarhus.
Byggeriet drager fordel af sin placering på en højtliggende, let skrånende grund blandt imponerende gamle egetræer og bøgetræer, hvilket giver en god udsigt over Aarhus bugten og Riis Skov, hævet over de nærliggende gamle villaer.
Bebyggelsens struktur er påvirket af den unikke placering og opdeles i seks mindre bygninger, som grupperes parvis omkring gade- og landskabsrum. Hver bygning består af mindre enheder, der forskydes i forhold til hinanden og nedbrydes i skala gennem varierende antal etager. De forskudte bygningsdele, variationen i etagehøjde og anvendelsen af skov- og jordfarvede teglfacader med vandrette teglbånd er centrale arkitektoniske elementer.
Projektet omfatter 116 lejeboliger i forskellige størrelser, herunder 1-, 2- og 3-værelses lejligheder, der yderligere varieres gennem forskellige altantyper, tagterrasser og terrasser på terræn.
- Se artiklen her.