Nyt domicil til DLF Seeds
AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, kommer til at stå for opførelsen af et nyt domicil til frøvirksomheden DLF Seeds, der flytter sit hovedkontor til Smørum i Egedal Kommune. Byggeriet af den kommende ejendom er sat i gang af totalentreprenøren Raundahl & Moesby.
AP Ejendomme har indgået en aftale med frøvirksomheden DLF Seeds (DLF) om udviklingen og opførelsen af et nyt hovedkontor til DLF, der med aftalen på plads flytter fra Roskilde til Smørum i Egedal Kommune. AP Ejendomme opfører det nye hovedkontor på en grund på cirka 12.000 kvadratmeter.
AP Ejendomme bliver ejer af bygningen, hvor DLF har indgået en langvarig lejekontrakt. Sammen med totalentreprenøren Raundahl & Moesby har AP Ejendomme netop sat gang i opførelsen af ejendommen, der bliver bygget i erhvervsområdet Kongebakken i Smørum.
Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, er naturligvis tilfreds med aftalen med DLF om et nyt hovedkontor, der er tegnet af PLH Arkitekter.
- Vi er meget tilfredse med aftalen med DLF, som har behov for et større og mere moderne hovedkontor, end det de befinder sig i nu. Med den kommende ejendom i Smørum kan vi opfylde de behov, som DLF har til deres kommende hovedkontor, og vi er ikke tvivl om, at det bliver en rigtig god ejendom, som vi ser frem til, at DLF kan tage i brug, siger Peter Olsson.
Hos DLF er de glade for aftalen med AP Ejendomme og ser frem til, at de kan tage deres kommende hovedkontor i brug, hvor omkring 100 medarbejdere kommer til at have deres daglige gang.
- DLF har udviklet sig til at være en global frøvirksomhed med medarbejdere i over 20 lande, og vi har behov for mere tidssvarende og moderne rammer, så vi kan fortsætte vores udvikling. Derfor glæder vi os meget til, at vi kan tage vores nye hovedkontor i brug. Vi har gjort os mange tanker og overvejelser om, hvordan vi skaber de optimale rammer, der kan give DLF og vores medarbejdere de bedste arbejdsbetingelser og plads til udvikling, og det er vi overbevist om, at vi får med det nye hovedkontor. Det bliver et stort og moderne løft i forhold til vores nuværende forhold, som vi er sikre på, at medarbejderne bliver glade for. Vi har gennem hele forløbet haft et godt samarbejde med AP Ejendomme, og vi glæder os til det videre samarbejde og ikke mindst til at følge opførelsen af vores kommende hovedkontor, siger Søren Halbye, Group CEO i DLF, og fortsætter:
- I arbejdet med at finde et nyt område til vores hovedkontor har det været vigtigt for os, at det er et område med en god infrastruktur, hvor det er let og enkelt at komme til og fra for vores medarbejdere og gæster, og det lever området i Smørum og Egedal op til på bedste vis, afslutter Søren Halbye.
Raundahl & Moesby er valgt som totalentreprenør på byggeriet, og Peter Olsson ser frem til et nyt samarbejde med totalentreprenøren.
- Opførelsen af den kommende ejendom til DLF er det tredje byggeri, vi sætter i gang sammen med Raundahl & Moesby, som vi kun har gode erfaringer med. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at dette projekt vil blive løst på bedste vis af Raundahl & Moesby. Vi stiler efter, at ejendommen bliver certificeret med DGNB Guld, og det er vi overbeviste om, at Raundahl & Moesby er med til at sørge for, at vi kommer i mål med, fortæller den adm. direktør i AP Ejendomme.
Frøet er sået til et spændende samarbejde lyder det fra Morten Jensen, direktør i Raundahl & Moesby Øst.
- Vi oplever generelt, at markedet ønsker at udvise et større samfundsansvar, og derfor efterlyser optimale løsninger inden for det bæredygtige byggeri. Det samme gør DLF, som har stillet store krav til byggeriet af deres nye domicil. I Raundahl & Moesby glæder vi os over at kunne introducere en ny og interessant dimension inden for byggeri, som er i overensstemmelse med den såkaldte EU's taksonomiordning, artikel 7,1. Med vores underskrift på de formulerede politikker og vores seneste initiativer inden for den bæredygtige agenda, er vi blandt de første entreprenører i Danmark, der har positioneret sig strategisk og ambitiøst for at imødekomme de nye og skærpede krav. Vi er naturligvis glade for, at AP Ejendomme har valgt, at vi skal stå for den kommende ejendom til DLF, som understøtter AP Ejendommes ambition om at bidrage mest muligt til den grønne omstilling inden for byggeriet.
Læs mere om vores certificeringer her
For yderligere oplysninger:
Peter Olsson, adm. direktør AP Ejendomme. Mobil: 2098 5018
Stig Oddershede, Kommunikationschef, DLF Seed. Mobil: 4030 3248
Morten Jensen, direktør Raundahl & Moesby Øst. Mobil: 6115 1583