Skip to main content

Raundahl & Moesby skal bygge nyt domicil for Aarhus Vand

Raundahl & Moesby har netop skrevet kontrakt om totalentreprisen med Aarhus Vand om projektet, der opføres i en partneringaftale sammen med NIRAS og Cebra.

Aarhus Vand har købt en 37.000 kvadratmeter stor grund i den sydlige del af byen, hvor selskabet vil samle sine nuværende lokationer i et nyt stort og moderne domicil, der skal huse samtlige 235 medarbejdere.

Der er tale om et projekt på samlet 10.000 kvadratmeter fordelt på administration samt service- og produktionsarealer.

Raundahl & Moesby underskrev kort før jul kontrakten med Aarhus Vand, der har Erik Arkitekter med som bygherrerådgiver.

- Totalentreprisen gennemføres i partnering, hvor huset skal skabes i fælles samarbejde med Aarhus Vand fra første idéskitse til endelig ibrugtagning – på samme måde som størstedelen af de projekter, som vi kaster os over og helt i tråd med vores DNA, fortæller CEO Carsten Raundahl.

Raundahl og Moesby har rådgiverteamet bestående af arkitektfirmaet Cebra og NIRAS med på opgaven. Begge har Raundahl & Moesby tidligere med stor succes arbejdet sammen med på andre opgaver, så alle ser frem til endnu et vellykket projekt.

Grunden er placeret i et helt nyt innovationsdistrikt, hvor Aarhus Vand sammen med Aarhus Kommune vil bane vejen for etablering af en national vandklynge med virksomheder, startups og forsknings- og vidensinstitutioner inden for dansk vandteknologi i Aarhus.

Endnu er der kun for en del af området udarbejdet lokalplan. Aarhus Vand skal derfor sammen med Aarhus Kommunes planafdeling, C. F. Møller samt Raundahl & Moesby udarbejde en lokalplan for området, hvor den købte grund ligger.

Aarhus Vands nye domicil forventes at være klar til indflytning til udgangen af 2022.7