Sammen med AP Ejendomme, Campus Kalundborg, Novo Nordisk, Kalundborg Kommune og en række samarbejdspartnere markerede vi i går byggestarten på det nye campusbyggeri i Kalundborg med et første spadestik. Seks uddannelsesinstitutioner skal samles under ét tag og skabe nye rammer for uddannelse, forskning, innovation og samarbejde med erhvervslivet.
Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune, fremhævede i sin tale, hvordan Campus Kalundborg er et resultat af mange års målrettet samarbejde mellem kommune, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv og et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af Kalundborg som uddannelses- og vidensby. En direkte konsekvens af ”Kalundborg-modellen”, hvis væsentligste drivkraft er at sige ja. Ja til udvikling. Ja til samarbejder. Ja til fremtiden.
Hos bygherre AP Ejendomme ser man projektet som en investering i både mennesker og samfund. Jesper Loiborg, bestyrelsesformand i AP Ejendomme:
"Vi er stolte af at bidrage til et projekt, der skal understøtte udviklingen af fremtidens kompetencer og styrke Kalundborgs position som uddannelses- og vidensby. Samtidig er det vigtigt for os, at bæredygtighed har været en grundlæggende tanke i alle dele af projektet. Bæredygtighed er efter AP Ejendommes definition ikke kun et spørgsmål om CO2-belastning. Bæredygtighed drejer sig også om at udvikle samfundet og at levere fleksible projekter, der kan indrettes efter fremtidige og skiftende behov."
Også Novo Nordisk ser byggeriet som en investering i fremtiden. Michael Hallgren, Senior Vice President i Novo Nordisk, understregede betydningen af stærke uddannelsesmiljøer:
"Det er vigtigt at investere i attraktive uddannelsesmiljøer, der kan tiltrække og udvikle fremtidens talenter. Med Campus Kalundborg styrker vi samtidig samarbejdet mellem uddannelse, forskning og erhvervsliv."
For Daniel S Bojsen, formand for Campus Kalundborg, markerer dagen en milepæl:
"Ved at samle seks uddannelsesinstitutioner under ét tag, skaber vi et unikt miljø for læring, forskning og innovation, hvilket kombineret med det stærke samarbejde med det lokale erhvervsliv vil give os en førende position inden for bioproduktion og biosolutions."
For os i Raundahl & Moesby er projektet også et stærkt eksempel på værdien af tidligt og tæt samarbejde. Fra de første udviklingsfaser har vi arbejdet sammen med AP Ejendomme, rådgivere og kommende brugere om at finde de bedste løsninger for projektet. Det gælder både håndteringen af komplekse jordbundsforhold og ambitionerne om bæredygtighed, hvor blandt andet træfacader, grønnere beton og opførelse efter EU-taksonomiens krav er integreret i projektet.
Første spadestik er altid en særlig dag. I Kalundborg markerer dagen endda mere end starten på et byggeri. Den markerer begyndelsen på næste kapitel i udviklingen af et af Danmarks mest spændende uddannelses- og erhvervsmiljøer. Og vi glæder os til at være med hele vejen frem mod studiestarten i 2028.
