Skip to main content
11. september 2026

Indrømmet. Det er måske en liberal tolkning af HC Andersens berømte citat at mene, at det også dækker rejsegilder.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at eventyret først er ved at begynde i Kongelunden Aarhus, hvor der i går blev fejret rejsegilde på Sportens Hus og Atletikstadion.

Man har skullet grueligt meget igennem med jord, der både havde begrænset bæreevne og var forurenet mere end forudsat. ”Jeg turde næsten ikke nævne ordene ”jord” og ”Kongelunden” i samme sætning inde på rådhuset”, fortalte rådmand Jesper Kjeldsen i sin tale.

Men på en dag, hvor der var masser af blå himmel over byggepladsen, kunne både MJ Erikssons projektchef, Kræn Lau Andersen, og vores egen direktør, Carsten Raundahl, glæde rådmanden og de mange fremmødte med, at den dårlige jord lå mange kapitler tilbage, og at fortællingen i dag drejer sig om god fremdrift, godt samarbejde mellem mange fag og en god holdånd på hele pladsen. 🤝

Kjeldsen var bestemt heller ikke nærig med sin anerkendelse og ros til de mange håndværkere og fremhævede både præcisionsarbejdet med atletikstadions løbebane, der kræver millimeters nøjagtighed, og sjakkenes evne til at finde synergier og gode løsninger i fællesskab.

Efter nogle høje hurraer for byggeriet og alle, der står bag det, var der mulighed for at stille sulten ved en buffet, der også var resultatet af førsteklasses håndværk. 👩‍🍳

Det er ganske vist – det går fremad i Kongelunden. Bygningen til Sportens Hus er rejst, og snart følger tribunen til atletikstadion efter. Og om et års tid vil hele området leve med masser af idrætsaktiviteter inde og ude.