Skip to main content

Når man som ejendomsudvikler og totalentreprenør arbejder med alment boligbyggeri ved man, at det kan være en helt særlig og ofte kompleks disciplin, som er betinget af flere forhold af teknisk, økonomisk og administrativ karakter.

Navigationen mellem den pågældende lokalplan, det ønskede boligprojekt og de økonomiske rammer kan ind imellem være en balancegang når man arbejder med Alment Boligbyggeri.

Det kan være ensbetydende med udfordrende vilkår og ofte lange og komplekse godkendelsesprocedurer, som enten kan forsinke opstarten af et byggeprojekt eller i nogle tilfælde helt forhindre, at projektet overhovedet realiseres.

 

Aktuel sag

På Arresøvej i Risskov ved Aarhus var Boligforeningen 10. marts 1943 kørt fast imellem flere konkrete forhold, der gjorde det umuligt at komme videre i processen.

Så i stedet for i sidste ende at måtte henlægge sagen, blev Raundahl & Moesby kontaktet af boligforeningen for en revurdering af hele byggesagen og hjælp til en løsning, der kunne åbne for den videre proces.

Hos Raundahl & Moesby har vi gennem årene oparbejdet et solidt erfaringsgrundlag med hensyn til gennemførelse af alment boligbyggeri og kan derfor rådgive og hjælpe i alle led lige fra grundkøb til levering af færdigt byggeri.

  • Vi har kompetencerne til at gennemføre de fleste typer byggerier
  • Vi varetager alle faser, projektering, økonomistyring, byggeledelse og dokumentation
  • Vi har de juridiske kompetencer
  • Vi kan navigere i og finde løsninger for overholdelse af alle typer krav
  • Vi formår at skabe det vigtige samspil med kommune og andre myndigheder
  • Vi har gennemført et væsentligt antal lignende byggerier og ved, at tidsfaktoren er afgørende for udviklingen og gennemførelsen af et succesfuldt projekt.

Delegeret bygherremodel

I denne sag, hvor bygherren havde brug for rådgivning, fagekspertise og nye løsninger, blev der indgået aftale om en delegeret bygherremodel, hvor Raundahl & Moesby løfter boligforeningens budgetmæssige og udbudsmæssige forpligtelser.

Her delegerede Boligforeningen 10. marts ansvaret for ledelsen af byggeprojektet til Raundahl & Moesby, som skulle lede de konkrete faser i byggeprojektet.

Fordelene ved denne model, hvor Raundahl & Moesby varetager valg og tilknytning af rette fagekspertiser, gav altså vores bygherre både sikkerhed og mulighed for at uddelegere ansvaret for projektledelse, risikohåndtering, kontraktstyring, rapportering og løbende kvalitetskontrol.

Herfra gik Raundahl & Moesby i gang med en tilbundsgående vurdering af den eksisterende lokalplan, det samlede projekt, de foreliggende udfordringer og ikke mindst en gennemgang af mulighederne for optimering af ressourcerne og nye løsningsforslag.

 

Løsning – forløsning

Bygherre var, som tidligere nævnt, stødt på en del udfordringer, der bremsede projektet. I tæt samarbejde mellem arkitekt, bygherre, Aarhus Kommune og Raundahl & Moesby blev der afholdt en såkaldt forhåndsdialog, hvor projektets udfordringer i forhold til den eksisterende lokalplan blev gennemgået og metodisk bearbejdet.

I en proces over tre - fire måneder blev boligforeningens behov og ønsker justeret og bearbejdet i forhold til kommunens og øvrige myndigheders krav til byggerier i det aktuelle lokalområde.

Parkering, tilkørsels- og adgangsforhold samt brandredningsforhold blev løst, så alle krav kunne overholdes. Herudover blev kravene til opholdsarealer opfyldt gennem en kombination af grønne arealer i terrænniveau og flere store tagterrasser.

Som en sidegevinst af projektbearbejdningen bliver det færdige projekt udført med en mindre CO2-belastning, end det oprindelige projekt ville have medført. Samtidig er der i det nuværende projekt i høj grad taget hensyn til cyklende beboere, der får gode overdækkede parkeringsforhold.

Det endelige projekt  for det almene boligbyggeri forholder sig således betydeligt mere tidssvarende til CO2-udledning og generel bæredygtighed, end rammerne i den fem år gamle lokalplan lagde op til.

Udtalelse fra bygherre

”Igennem 3-4 år havde vi, sammen med mange forskellige udviklere, uden held, kæmpet for at få økonomien til at hænge sammen i vores byggeprojekt. Raundahl & Moesby tilbød en helt ny tilgang, der ikke bare reddede projektet, men også optimererede det. Deres dybdegående viden og erfaring var afgørende for vores succes med endelig af få projektet realiseret.”

                                                                                                         Bjarne Wissing, Direktør

                                                                                              Boligforeningen 10. marts 1943

 

Projekt - Tidligere erhvervsområde bestående af tre byggegrunde konverteres i henhold til lokalplan til en byggegrund for almene boliger.

Alment boligbyggeri – 61 lejligheder med tilhørende fælleslokale – i alt ca. 4.500 kvm2

Bygherre - Boligforeningen 10. marts 1943

Arkitekt - P+P arkitekter a/s

Ingeniør - Ingeniør’ne A/S

Totalentreprenør - Raundahl & Moesby A/S

 

Læs mere om Alment boligbyggeri